fredag , 6 november 2026
Forside PENGE & PJAT Hulemænd advarer mod CT: Halvdelen af stammen bliver arbejdsløs og udslettelse truer
PENGE & PJAT

Hulemænd advarer mod CT: Halvdelen af stammen bliver arbejdsløs og udslettelse truer

BRUSKXELLES – En revolutionerende ny teknologi, Circular Transportation (CT), mødes med voksende bekymring blandt Europas hulestammer.

CT, populært kaldet hjulet, ventes at revolutionere transport af sten, dyrehuder og andre varer, der hidtil hovedsageligt er blevet båret på ryggen af stammernes kvinder.

De første forsøg viser, at teknologien kan tredoble transporthastigheden og samtidig reducere behovet for arbejdskraft betydeligt.

Teknologien er under hurtig udrulning i Stamerika på den anden side af søen, hvorimod den i Europa vækker alvorlig bekymring.

En ny undersøgelse viser, at 80 procent af de europæiske hulemænd er skeptiske over for CT.

– Vi risikerer, at halvdelen af arbejdspladserne i bære- og slæbeindustrien forsvinder. Samtidig kan ingen udelukke, at hjulene løber løbsk og i yderste konsekvens udsletter hele stammebefolkninger, advarer en ledende stammeforsker.

Bekymringerne omfatter også en række ubesvarede spørgsmål: Hvem har ansvaret, hvis et hjul ruller væk? Skal børn have adgang til CT? Hvad bliver der af de traditionelle slæbetransporter? Og risikerer mennesket at miste evnen til selv at bære ting?

De Forenede Europæiske Hulestammer kræver nu fælles, omfattende regulering af teknologien.

– Vi må sikre, at CT udvikles ansvarligt og med respekt for vores traditionelle værdier, siger transportkommissær Franz von Felsen fra unionens hulekvarter i Bruskxelles.

Han erkender, at ingen europæisk stamme endnu råder over teknologien.

– Faktisk har vi aldrig set et hjul. Men netop derfor er det afgørende, at vi får regulering på plads, inden nogen finder på at bruge det.

SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET

Se andre nyheder

PENGE & PJAT

COOP scorer ”Brugs” Springsteen som ny talsmand

ALBERTSLUND – Dagligvarekoncernen COOP, der er hårdt trængt i markedet af især...

PENGE & PJAT

LEGO tager patent på revolutionerende teknologi: Byggesæt samler sig selv

BILLUND – LEGO har udviklet en ny, patenteret teknologi, der under betegnelsen...

PENGE & PJAT

Kong Harald med rettighedskrav og kompensation for al hidtidig kommunikation med Bluetooth

KØBENHAVN/GENÈVE – Mens Norge for nylig tog afsked med deres kong Harald,...

PENGE & PJAT

Hemmeligholdt DI-rapport lækket: AI bør erstatte topchefer frem for medarbejdere

KØBENHAVN – En omfattende, hidtil hemmeligholdt rapport fra Dansk Industri (DI) vækker...