HAUNSTRUP – Bent og Birthe Elkjær har netop afsluttet deres 40. ferietur til Sri Lanka. Parret har gennem mange år sværget til den sydasiatiske ø, hvor de altid bor på det samme hotel.
De blev selv overraskede, da deres søn Henrik – sammen med sin kone Hanne og datteren Emilie – forleden aflagde det sædvanlige søndagsbesøg i hjemmet i Haunstrup vest for Herning og gjorde forældrene opmærksom på, at de med deres seneste tur kunne fejre et lille ”jubilæum”.
– Det forbavsede os, at det er blevet til så mange ture. Og det er da også lidt vemodigt at tænke på. Tænk hvor tiden, den går, siger Birthe (55).
Første rejse til det eksotiske land var i 2009, hvor Sri Lanka blev valgt efter to skuffende sommerture til den spanske solkyst, som for dem ikke længere stod som et eftertragtet feriemål.
– For varmt og for travlt dernede. Alt for mange mennesker på stranden. Og maden var heller ikke noget, vi ville rejse efter, siger Bent (58).
På tropeøen tilbringer de altid ferien på Hotel Palm Paradise, beliggende på den sydvestlige side, hvor dagene går med afslapning ved swimmingpoolen, drinks i den airconditionerede lounge og næsten hver aften et spil 500 på værelset.
Parret har kun i begrænset omfang besøgt seværdigheder uden for hotellet.
– På vores første ferie var vi inde i Colombo og se et museum. Der var masser af mennesker i gaderne og voldsom trafik, så siden har vi foretrukket at blive på hotellet, fortæller Bent.
Flere gange har det regnet i samtlige syv feriedage.
– Pyt, vi ved jo, at næste gang bliver der sol fra morgen til aften. Det er lige så sikkert som amen i kirken, siger Birthe.
Bent og Birthe fejrede deres rejsejubilæum sammen med sønnen og hans familie, som i anledningen også havde medbragt en særlig gave.
En uges ferie på Sri Lanka.
SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET