KØBENHAVN – Efter at tre tidligere partiledere er landet i prestigefyldte topposter med millionlønninger, breder der sig en bekymring i Enhedslisten: Hvad skal der blive af Pelle Dragsted?
Partiet frygter, at Pelle Dragsted bliver den første partileder i nyere tid, som må nøjes med et almindeligt lønarbejde, når han går af.
Bekymringen er opstået efter, at Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og senest Mai Villadsen alle er fortsat direkte videre til topposter med millionlønninger.
– Vi har efterhånden opbygget en stolt tradition for at sende vores partiledere direkte videre til millionlønninger i NGO’er, i det offentlige eller i interesseorganisationer, siger en kilde i Enhedslisten.
– Det vil være skuffende og sende helt forkerte signaler, især til vores unge medlemmer, hvis Pelle ikke kan leve op til den standard.
Partiet har på den baggrund nedsat et Karriereudvalg, hvis opgave er at sikre Dragsted et direktørjob til mindst 1,5 millioner kroner årligt samt fri Tesla, når han går af.
Udvalget skal kortlægge relevante direktørstillinger, bestyrelsesposter og generalsekretærjobs, så skiftet til markedsøkonomien kan ske så skånsomt som muligt for den til den tid afgåede partileder.
Ifølge interne papirer er målsætningen, at ingen tidligere partileder i Enhedslisten skal risikere at opleve et fald i levestandard som følge af kapitalismen.
SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET