KOLDING – Ældre danskere skal ikke længere stå alene med genstridige låg på glas med rødbeder, marmelade og syltede agurker. Det mener Danmarksdemokraterne, der nu kræver, at alle landets 98 kommuner opretter en udrykningstjeneste til borgere, som ikke selv kan få låget af.
En kommunal lågvagt skal kunne tilkaldes via et særligt landsdækkende alarmnummer og som udgangspunkt være fremme inden for 30 minutter.
– Vi kender alle problemet. Jeg har hørt fra vælgere, som efter gentagne forgæves forsøg har måttet opgive at få låget af. Nogle har været grædefærdige. Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt, siger Danmarksdemokraternes Karina Adsbøl.
Ifølge forslaget skal hver kommune udarbejde en låghandleplan. Borgere skal kunne visiteres til ordningen, og kommunerne får pligt til at registrere og dokumentere antallet af åbnede låg samt tidsforbruget ved hver enkelt udrykning.
Akutte tilfælde, hvor aftensmaden er i fare, skal have fortrinsret.
Forslaget møder forståelse hos SF.
– Vi er positive over for initiativet, men mener at det bør omfatte flere områder. Mange borgere oplever store vanskeligheder med at åbne emballage til elektronik, køkkenudstyr og varer fra IKEA. Her bør den kommunale lågvagt naturligvis også kunne træde til, hedder det i en udtalelse fra SF.
Finansminister Peter Hummelgaard (S) siger via sit pressekontor, at det er mere end tvivlsomt, om der vil kunne findes penge i den kommende finanslov. Hvis forslaget skal realiseres, skal det ske for kommunernes egne midler, hedder det.
Fra Liberal Alliance lyder en blank afvisning.
– Det er jo bare knald i låget.
SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET