MONTREAL – Kvindelige trafikpiloter kræver nu en gennemgribende revision af international luftfarts sprog og terminologi. Første ord, der skal væk, er ”cockpit”, som ifølge piloterne fastholder luftfarten i en mandsdomineret fortid.
Kravet kommer fra den nydannede kvindegruppe Women for Inclusive Aviation Language, WIAL, under den internationale pilotorganisation IFALPA, der repræsenterer 160.000 trafikpiloter fra 70 forskellige lande.
– Sprogbrug, som i sin tid blev defineret af mænd og for mænd, bør afskaffes. Der er tale om utidssvarende ord og begreber, som fremmer en misogyn dagsorden, som kvinder ikke bør acceptere, og som piger og unge kvinder ikke skal vokse op og blive formet af, hedder det i en udtalelse fra gruppen.
Særligt ordet cockpit har vakt opsigt.
– I takt med at antallet af kvindelige piloter stiger, udstikker ordet en sexistisk ramme for arbejdsbetingelserne i en profession, der er under kønsmæssig forandring. Det er komplet uacceptabelt, at kvinder skal møde på arbejde hver morgen og tage plads i noget, der begynder med ”cock”, fastslår WIAL.
Gruppen foreslår i stedet den allerede eksisterende betegnelse flight deck, men understreger, at også andre kønsneutrale alternativer kan komme på tale.
– Det afgørende er, at vi får cock ud af cockpit.
SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET