tirsdag , 6 oktober 2026
Forside SPORT & SPAS Holger Danske tilmeldt Royal Run
SPORT & SPAS

Holger Danske tilmeldt Royal Run

HELSINGØR – Efter flere hundrede år med stillesiddende livsstil konfronteres Holger Danske nu med en af det moderne livs udfordringer: Han skal i gang med at motionere.

Det sker dog ikke med Holgers gode vilje.

Ikke desto mindre er det nu en kendsgerning, idet fru Danske har tilmeldt ham til Royal Run.

Et tjek i Lægehuset på Sdr. Strandvej for nylig sendte alarmsignaler til kælderlejligheden i det ydre Helsingør, hvilket fik fru Danske til at reagere.

Tallene viste forhøjet kolesterol, og lægens anbefaling var klar: Holger skal bevæge sig noget mere.

– Han fik ordre på minimum 500 skridt om dagen. På sigt håber jeg, at vi kan komme op på de anbefalede 10.000, fortæller en glad fru Danske til Helsingør Dagblad.

Hun sad klar ved computeren, da tilmeldingen til Royal Run 2027 åbnede onsdag i sidste uge.

– Og yes, det lykkedes, siger hun.

Holger selv er mere forbeholden.

– Det er svært at komme op af sofaen efter så mange år, siger han fra sin faste plads i hjørnet af hans og fruens to-værelsers under Kronborg.

Helbredstjekket viste, at lang tid uden nævneværdig fysisk aktivitet har sat spor. Ud over det forhøjede kolesteroltal har Holger et vægtproblem og en bleg kulør, som tilskrives de begrænsede muligheder for dagslys.

Næste Royal Run finder sted 2. pinsedag 2027, og da Helsingør ikke er blandt værtsbyerne, valgte fru Danske Vordingborg.

Det kommer til at repræsentere en logistisk udfordring.

Spørgsmålet er, hvordan den 2,4 ton tunge Holger bringes op fra kælderen og transporteres de cirka 150 kilometer til startområdet.

– Det er – som meget i livet – et skridt ad gangen, siger fru Danske.

SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET