OSLO – En hidtil uforklarlig, lavfrekvent rumlen i det centrale Oslo menes at stamme fra Akershus fæstning.
Lyden blev første gang registreret, da Marius Borg Høiby deltog i overførslen af kong Haralds kiste fra Det Kongelige Slot til Slottskapellet.
Høiby bar den bagerste del af kisten sammen med medlemmer af kongefamilien.
Ifølge Omvendtistans oplysninger steg intensiteten af den underjordiske rumlen, netop da processionen foregik.
Norske geologer har afvist, at der er tale om seismisk aktivitet. Opmærksomheden har derfor samlet sig om Akershus som mulig kilde til den usædvanlige rumlen.
Her er kong Haakon 7. og kong Olav 5. stedt til hvile i henholdsvis et hvidt og et grønt gravmæle.
Kong Haakon 7. vandt nordmændenes respekt i 1905, da han krævede folkeafstemning, før han indtog tronen, og i 1940 vandt han deres hjerter, da han nægtede at overgive sig til tyskerne.
Hans søn Olav 5. videreførte efter krigen et norsk monarki præget af god moral, stærk pligtfølelse og massiv folkelig opbakning.
Det er på den baggrund, at norske historikere nu arbejder med en alternativ forklaring på lyden:
De to heltekonger roterer i deres grave.
Eksperterne understreger, at den mystiske rumlen ikke nødvendigvis skal opfattes som kritik rettet mod Marius Høiby selv.
– Det kan lige så godt være de to gamle konger, der forsøger at spørge de voksne i kongehuset, hvad i alverden de har gang i, siger en kilde med kendskab til norske mausoleer.
Det norske hof har foreløbig ikke ønsket at kommentere lyden, der har stået på i flere uger.
Fra Akershus oplyses det, at der ikke er konstateret skader på mausoleet.
Man følger situationen tæt.
SATIRE – NYHEDER FRA EN VERDEN PÅ HOVEDET