onsdag , 7 oktober 2026
Forside MAGTEN Grønlandsaftale inspirerer til nyt syn på Danmarkshistorien: Eksperter omfortolker skelsættende begivenheder
MAGTEN

Grønlandsaftale inspirerer til nyt syn på Danmarkshistorien: Eksperter omfortolker skelsættende begivenheder

ROSKILDE – At Danmark i april 1940 på få timer blev rendt over ende af tyskerne og derefter måtte gennemleve fem års besættelse af en fremmed magt, var måske ikke så slemt endda.

Inspireret af de overvældende positive danske reaktioner på Grønlandsaftalen med USA er en gruppe historikere og sociologer begyndt at genfortolke nogle af de begivenheder, der betragtes som historiske fikspunkter i vores kollektive danske referenceramme.

– Måske har vi bare set for mørkt på det. Selv den mest forfærdelige katastrofe rummer elementer af dansk succes, hvis blot man er i stand til at abstrahere fra enkelte ubehagelige kendsgerninger, siger professor i sociologi og samfundsfag Gry Solberg fra Roskilde Universitet.

– Det særligt danske består i vores evne til at sammenligne det, der faktisk skete, med noget langt værre, som ikke skete. På den måde kommer vi næsten altid styrket ud af det.

Som eksempel nævner hun krigen i 1864, hvor Danmark mistede omkring en tredjedel af sit territorium og sin befolkning.

– Faktum er jo, at resten af Danmark blev bevaret. Lad os se det på den måde. Set i det lys var 1864 en bemærkelsesværdig dansk succes.

Også Slaget på Reden i 1801, hvor den danske flåde blev smadret af englænderne, trænger ifølge forskerne til et mere nuanceret eftermæle.

– Admiral Nelson satte legendarisk kikkerten for det blinde øje. Det viser jo først og fremmest, hvilken amatør vi var oppe imod.

Den største revision ventes dog at ramme 9. april 1940.

– Den totale nedrustning i 1930’erne af Danmarks i forvejen beskedne militære kapacitet lagde en snedig fælde for tyskerne, som de sprang direkte i.

Professoren mener derfor, at 9. april bør ses som et af de stolteste øjeblikke i Danmarks tusindårige historie.

SATIRE – FORDI VIRKELIGHEDEN IKKE ER NOK

Se andre nyheder

MAGTEN

Cecilie Liv Hansen går efter fjerde mandat – vil på sigt repræsentere alle vælgere alene

KØBENHAVN – Danmarks eneste politiker med tredobbelt mandat, 25-årige Cecilie Liv Hansen...

MAGTEN

Politiske modstandere finder sammen i fælles lidelseshistorie

KØBENHAVN – Forhandlingerne, der skal sikre gratis frisør til alle danskere, har...